Strik & hækling

Strik
Strikning er en metode til fremstilling af tekstil ud fra garn. I modsætning til hækling, hvor man kun arbejder med én maske, er det antallet af masker på strikkepindene, der bestemmer det færdige arbejdes størrelse. Nålebinding er en teknik, der mest forbindes med vikingerne, og forskellen mellem nålebinding (der udføres med én pind) og strikning er egentlig kun antallet pinde, der benyttes.
Fra Mellemøsten kendes en type strikkede sokker fra 1900 f.Kr. Hos de spanske maurere var strikkekunsten højt udviklet; mest kendt er de mønstrede pudebetræk fra sent i 1200-tallet, som den kastiljanske kongefamilie fik med i graven. I tidlig middelalder var handsker til liturgisk brug af gejstlige de almindeligste strikkede produkter; et kirkeinventar fra år 800 indeholder 16 par handsker. Fra omkring 1390 kendes maleriet i Buxtehude af jomfru Maria, der strikker babytøj til Jesusbarnet.

Muligvis er det tidligste kendte eksempel på strikning nogle strømper i flere farver og mønstre, som blev fundet i Egypten i 1929; de menes at være en indisk eksportvare fra begyndelsen af 1100-t.

I Norden er det ældste fund fra Borum Eshøj, hvor mandens uldhue muligvis er strikket, men ligeså godt kan være hæklet eller lavet ved nålebinding. I en kvindegrav i Thüringen fra omkring år 300 fandt man to strikkepinde af ben. Fra omkring år 500 kendes strikkepinde af jern. Det vides ikke nøjagtigt, hvornår strikningen opstod; tekstile fragmenter, fundet i Mellemøsten og dateret til 256 f. Kr., der tidligere har været tolket som strikkede, har vist sig at være fremstillet ved nålebinding, som er en mere tidskrævende teknik.


Hækling
Hækling er en traditionel måde at fremstille tekstiler på. Af hækling kan fremstilles trøjer, huer, vanter, håndledsvarmere, halstørklæder og sjaler, samt duge og andre boligtekstiler.

De forskellige slags masker i hækling hedder bl.a. fastmasker, stangmasker og luftmasker. Når man lærer brugen af disse masker ligger udfordringen i at eksperimentere med de forskellige slags masker og danne et mønster.

Industriens udvikling i midten af 1800-t. medførte på mange områder et ophør i fremstilling af håndarbejder, der indtil da var blevet udført til eget brug specielt i bondebefolkningen; også luksusvarer, som tidligere var blevet udført i hånden, kunne nu forarbejdes industrielt.  
Pga. udgivelsen af mange bøger og tidsskrifter med aktuelle opskrifter var nu også borgerskabets kvinder i stand til selv at forsyne hus og hjem med håndarbejder, og hæklenålen, der så nemt kunne fremstilles i forskellige tykkelser til både finere og grovere garner, var et udmærket redskab til mange formål.
Der er blev hæklet praktisk beklædning til børn og voksne, puder og pøller i kraftig uld, sengetæpper og mellemværk i bomuld til hovedpuder samt lyseduge, småduge og bordskånere i fin hørtråd til beskyttelse af mahognimøbler for ikke at tale om hæklede efterligninger af kniplinger til fine kraver og undertøj.