Beklædningssyning og formidling

Uddannelsesforløbet Beklædningssyning og formidling sætter dig i stand til at undervise i syning af hverdagsbeklædning til kvinder. Forløbet er bygget op omkring en høj faglighed inden for syteknikker, mønsterkonstruktion, tilretning, materialer og stil.

I tillæg til det syfaglige, vil der være et formidlingsaspekt i de fleste moduler, således at du får berøring med at undervise og udarbejde undervisningsmateriale. Når du er færdig med alle 8 moduler er du klædt godt på til at undervise i syning på aftenskole niveau.

Uddannelsen er for dig, der…

  • Gerne vil undervise i syning.
  • Allerede underviser i syning, men gerne vil have endnu mere viden om for eksempel materialer, symaskiner, stil og det at undervise i syning.
  • Drømmer om at starte et syhold i eget regi. Måske er du allerede selvstændig og vil gerne tilføje sykurser til det, du laver. Måske vil du gerne undervise i syning ved siden af dit almindelige arbejde.
  • Har et arbejde, hvor det vil tilføje værdi, at du kan undervise i syning. Måske arbejder du med unge eller ældre, der vil have glæde af at være kreative som en del af deres dagligdag. Hvis du for eksempel arbejder på et bosted, et plejehjem eller kommer hjem til udsatte grupper, vil det i mange tilfælde kunne berige disse mennesker, at du kan lære dem at være kreative og sy tøj til sig selv og ting til deres bolig.
  • Gerne vil være bedre til at hjælpe andre med forskellige udfordringer i forbindelse med syning af tøj.
    Uddannelsesforløbet tager dig hele vejen rundt om syteknikker, mønsterkonstruktion, arbejde med købemønstre, uddybende kendskab til metervarer, uddybende kendskab til forskellige symaskiner og viden om tilretning, stil og kropstyper.

Uddannelsesforløbet kræver ikke forudgående erfaring med at undervise. Det forventes at du har en smule erfaring med at sy tøj, for eksempel til dig selv, dine børn eller andre, men en forudgående uddannelse inden for syning er ikke nødvendig.

Du kan enten tage hele uddannelsesforløbet og blive certificeret underviser/formidler i syning. Det anbefales, hvis du kun har erfaring med at sy til dig selv, og ikke tidligere har taget en uddannelse inden for syning. Alternativt kan du vælge enkelte moduler, hvis du allerede fungerer som sylærer, men gerne vil opdateres på fx metervarer, avancerede syteknikker eller et andet af modulerne.

Læs beskrivelserne af de enkelte moduler herunder, før du beslutter dig for om du vil tage hele uddannelsesforløbet eller blot nogle enkelte moduler.

Det eneste modul, der ikke kan tages særskilt, er det sidste certificerende modul, da det bygger på de foregående moduler.

Uddannelsen består af…  

Uddannelsesforløbet består af 8 moduler á hver 20 timer. Hvert modul har et hovedfokus, og der arbejdes både teoretisk og praktisk på alle moduler. Du lærer en masse konkrete teknikker inden for syning og mønsterkonstruktion, og du får en større baggrundsviden inden for de forskellige områder, uddannelsesforløbet berører. Du lærer at sy, tilrette og konstruere. Men du lærer også at håndtere forskellige symaskiner, metervarer og arbejde med stil og kropstyper.

Et af målene med uddannelsesforløbet er, at du kan vejlede dine kommende kursister i at sy det tøj, de bliver mest glade for at have i deres garderobe. Du skal altså ikke bare undervise i syning. Du skal også rådgive og vejlede dine kursister til at træffe de rigtige valg, så de får valgt mønstre, der klæder dem og får syet tøjet i metervarer, der passer til deres stil og deres liv. Din fornemmeste opgave som underviser i syning bliver at se skønheden i dem, der går på dit syhold, og hjælpe dem til at få det bedste frem i sig selv ved at sy det tøj, der klæder dem bedst. Det bliver du klædt på til at kunne i dette undervisningsforløb.

Uddannelsesforløbet er bygget op, så du kommer igennem de forskellige moduler i en logisk rækkefølge. Modulerne kædes sammen af opgaver, der igangsættes på selve modulerne og færdiggøres i form af hjemmeopgaver. Du skal altså afsætte tid til hjemmeopgaver, hvis du vil certificeres underviser i syning og få mest muligt ud af uddannelsen.

Ligesom det tager tid, mange forsøg og fejl at lære et håndværk som syning, gør det samme sig gældende for kunsten at undervise. Du skal derfor ikke forvente, at du efter uddannelsen vil være en fejlfri underviser fra første dag. Men uddannelsen vil give dig værktøjer, der sætter dig i stand til at planlægge og reflektere over din egen undervisning. Det er altså en læreproces, som starter på uddannelsesforløbet og som fortsætter, når du selv kommer ud og undervise i praksis.


Modul 1: Syteknik
På modul 1 arbejder vi med grundlæggende syteknikker.

Du starter opbygningen af din egen mappe med prøver og vejledninger på de vigtigste syteknikker. Det er grundlæggende syteknikker, som er vigtige for at kunne lave et fyldestgørende produkt. Du lærer også at kunne differentiere de forskellige teknikker ud fra valg af modeller og stofkvaliteter. Det er bl.a. helt almindelige stikninger, overlock, syning af forskellige hjørner, kurvede sømme, lynlåse og lignende.

Du vil få input til, hvordan du selv kan undervise i de grundlæggende syteknikker, og hvordan du kan bruge syprøverne i din egen fremtidige undervisning. Det er afgørende for dine kursister, at de lærer disse teknikker tidligt, så de kan få mest mulig succes med deres syning.

Du får teoretisk viden om forskellige former for undervisningsmaterialer, og du får selv mulighed for at prøve kræfter med forskellige materialer, når du i løbet af weekenden skal lave syprøver.

Udover syteknikkerne får du en grundig introduktion til hele uddannelsen, og du bliver introduceret til den teoretiske baggrund for uddannelsesforløbet.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Annette Bonavent og Rasmus Seidlitz

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 2: Tilretning og købemønstre
På modul 2 arbejder vi med købemønstre og tilretning af tøjets pasform.

Købemønstre kan være meget forskellige, og du lærer at afkode dem og finde de linjer og markeringer, du skal bruge for at vejlede dine kursister i arbejdet med mønstre. Vi kommer også ind på stofforbrug, og du lærer både at regne ud, hvor meget stof der skal bruges, og hvor det er muligt at gå på kompromis, og hvor det ikke er.

Du lærer håndgribelige versioner af de mest almindelige tilretninger, som er lette at få gode resultater med. Du får erfaring med prøvemodeller og opdager, hvorfor de er vigtige for at opnå god pasform og komfort. Således opnår du en grundlæggende viden om, hvordan du konstruerer og tilretter mønstre, så tøjet er både velsiddende og behageligt at have på.

En stor del af tilretning og god pasform i tøjet hænger sammen med kropstyper, som du her på modul 2 får en let introduktion til. I modul 7 lærer du endnu mere om kropstyper.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Rasmus Seidlitz / Annette Bonavent  

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.

 

Modul 3: Mønsterkonstruktion.
På modul 3 arbejder vi med grundlæggende mønsterkonstruktion.

Du lærer at konstruere forskellige populære og klædelige snit ud fra et grundmønster. Arbejdet foregår i kvart størrelsesskala, og du får en mappe med dig hjem med de konstruktioner, du har arbejdet med på modulet. Den kan du vende tilbage til i dit arbejde som underviser, og du kan bruge den som opslagsværk.

Du kommer til at arbejde videre med dit tilrettede købemønster fra modul 2, som du nu skal lave en designændring i. På den måde får du brugt nogle af de teknikker, du har lært i arbejdet med konstruktion i kvart størrelse, i et praktisk projekt i fuld størrelse. Når du skal undervise kursister, vil det ofte være købemønstre, der ændres i designet, du kommer til at arbejde med. Derfor bliver du klædt på til netop dette aspekt af mønsterkonstruktionen.

Du kommer ligeledes til at arbejde med forskellen mellem strikket og vævet stof, så du kender til mønsterkonstruktion i relation til forskellige typer af materiale.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Rasmus Seidlitz

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 4: Stofkvalitet, indlægsmaterialer og foer
På modul 4 arbejder vi med stof kvaliteter, indlægsmaterialer og foer.

Stofkvaliteter, indlægsmaterialer og foer har en stor betydning for udtrykket i det færdige tøj. Hvis du skal kunne vejlede dine kursister bedst muligt, er det derfor nødvendigt at have et grundlæggende kendskab til kvaliteter, indlægsmaterialer og foer. Du skal vide, hvornår man skal bruge hvad. Det er alt sammen noget, vi kommer omkring på modul 4.

Du får en god grundlæggende baggrundsviden om metervarer, hvad er tilgængeligt i stofbutikkerne, og hvad kan man købe online. Du bliver ikke uddannet til at undervise i nørdet materialelære, men du bliver i stand til at vejlede dine kursister i stofvalg i forhold til de modeller, de vil sy, og hvilke indlægsmaterialer der giver det bedste resultat.

Modulet berører også bæredygtighed i forhold til tekstiler.

Du lærer om materialets egenskaber, så du forstår, hvad der egner sig bedst til forskellige modeller og designs. Du får praktisk erfaring i forhold til arbejdet med stoffet. Blandt andet ved at drapere og eksperimentere med forskellige indlægsmaterialer.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Rasmus Seidlitz

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 5: Symaskiner, overlockere og dæksømsmaskiner
På modul 5  arbejder vi med kendskab til forskellige symaskiner, overlockere og dæksømsmaskiner.

En af de ting, mange kursister forventer af en sylærer, er at man kan hjælpe dem med deres symaskine. Derfor bruger vi i dette forløb et helt modul på at introducere dig grundigt til hvordan en symaskine og en overlocker er bygget op, hvordan de virker, og hvordan du kan vejlede og hjælpe kursister, uanset hvilken maskine de syr på.

Du kommer til at prøve kræfter med symaskiner fra forskellige producenter, lærer hvordan du finder og retter fejlen, når en maskine ikke syr korrekt, og får en grundlæggende viden om symaskinenåle og sytråd. Du kommer også til at stifte bekendtskab med de forskellige trykfødder, der følger med til maskinerne.

Dette modul giver dig en tryghed omkring arbejdet med forskellige symaskiner og overlockere, som du vil få megen glæde af, når du senere skal undervise kursister på forskellige niveauer.

Du skal ikke nødvendigvis undervise i de ting, du lærer på dette modul. Men du skal selv kende til den viden, du får her, for at kunne hjælpe dine kursister med at sy smukke sømme på lige præcis deres maskiner.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Anette Bonavent

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 6: Udvidede syteknikker og finish
På modul 6 arbejder vi med udvidede syteknikker og finish.

Modulet bygger oven på de syteknikker du blev undervist i på modul 1, og det du har været igennem på modul 5.

De grundlæggende syteknikker kommer du langt med, men de klarer ikke det hele. Derfor skal du i dette modul arbejde med mere komplicerede teknikker som for eksempel paspolerede lommer. Du bliver præsenteret for de små tricks, der løfter det færdige udtryk af tøjet en tak opad.

På modulet skal du sy et par bukser i staut. Her bruger vi en stor del af de udvidede syteknikker, du er blevet introduceret til. Bukserne indeholder både paspoleret lomme, læg, gylplukning med mere.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Rasmus Seidlitz /Annette Bonavent  

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 7:  Stil, design og kropstype
På modul 7 arbejder vi med kropstyper, design og stil.

Hvor vi i modul 2 fokuserede på kropstyper i forhold til tøjets pasform, ser vi her på, hvilke snit der klæder de forskellige kropstyper. Det handler primært om design og stil, og om hvordan du får det bedste frem i dine kursister ved at vejlede dem, så de kan træffe gode valg omkring snit og design.

Du lærer, hvordan man fremhæver de gode ting ved kroppen og nedtoner de ting, man ikke er så glad for. Vi arbejder både med mønsterkonstruktion i form af snit, der kan forbedre klædeligheden af et design – men også med stofvalg, prints og farver, der har indflydelse på designet og stilen.

Desuden arbejder vi med at finde frem til din stilkerne. Stilkernen hjælper dig til at forstå, ikke blot hvad du føler dig tilpas i, og hvad der klæder dig, men også hvorfor.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Følger senere.
Underviser: Rasmus Seidlitz / Annette Bonavent  

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Modul 8: Formidling og markedsføring
På modul 8 arbejder vi med, hvordan du formidler det du har lært til andre, og hvordan du markedsfører dig selv.

På det sidste modul skal vi arbejde med formidlingen af det, du har lært på de andre moduler. Her kommer vi også ind på, hvordan du bedst muligt sætter fokus på dig selv, og det du kan – og eventuelt hvordan du starter dine egne kurser med det, du har lært. På den måde står du stærkere, når du selv skal i gang med en eventuel Facebookside eller Instagram-profil med dit eget kursus.

Du får en mere dybdegående teoretisk tilgang til det at undervise i syning, og du får koblet de ting sammen, du har arbejdet med i de foregående syv moduler.

Modul 8 er også certificeringsmodulet, hvor vi afrunder forløbet, og du får udleveret dit certificeringsbevis ved modulets afslutning.

Medbring: Detaljeret liste fremsendes inden kursusstart.
Materialeudgifter: Ingen.
Underviser: Annette Bonavent og Rasmus Seidlitz

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.


Når du er færdig med uddannelsesforløbet kan du:

  • Undervise i syning indenfor bl.a. folkeoplysningen/aftenskoleniveau.
  • Udvikle dit eget undervisningsmateriale inden for syning og mønsterkonstruktion.
  • Inddrage syning i dit arbejde, hvis du fx arbejder på et bosted, en , efterskole eller lignende, hvor der er syværksted og mulighed for at lave undervisningsforløb med syning.
  • Starte syhold i eget regi.
  • Gå endnu mere i dybden med de emner, du allerede underviser i.
  • Tilføje nye emner til din eksisterende undervisning.
  • Hjælpe andre, der gerne vil være bedre til at sy tøj.
  • Sy tøj til dig selv og andre.

Uddannelsen er IKKE...

Vi kan ikke garantere, at du får et job inden for undervisning i syning, når du har taget uddannelsesforløbet. Det er i høj grad op til dig selv at overbevise din arbejdsgiver eller en kommende arbejdsgiver om, at dine nye kompetencer sætter dig i stand til at undervise i syning, og vise din leder hvorfor det er relevant, at du underviser i syning.

Du vil ikke med dette forløb være uddannet til at undervise på designskoler eller andre højere læreanstalter.

Sådan foregår det

Uddannelsesforløbet er opdelt i 8 moduler (weekendkurser) á 20 timer. Modulerne gennemføres så vidt muligt i kronologisk rækkefølge, da størstedelen af modulerne er en fortsættelse af det foregående. Forud for de fleste moduler skal du være forberedt på hjemmearbejde, hvis du vil opnå fuldt udbytte af undervisningen. Hjemmeopgaverne skal løses og godkendes, hvis du vil certificeres aftenskolelærer i syning.

Hele uddannelsesforløbet strækker sig over ca. 1½ år med et nyt modul cirka hver anden måned. Det tilstræbes at starte et nyt forløb, når det igangværende forløb er tæt på afslutning. Er du forhindret i at deltage i nogle af modulerne, kan du vente til det pågældende modul udbydes igen, og fortsætte dit forløb derfra.  

Ønsker du ikke at følge hele uddannelsesforløbet, men er blot interesseret i enkelte af modulerne, kan du tilmelde dig de moduler, såfremt der er plads. Du kan dog ikke blive certificeret aftenskolelærer i syning, hvis du ikke har deltaget i hele forløbet.

Uddannelsesforløbet slutter af med et certificeringsmodul. Hvis du har gennemført alle moduler og løst alle opgaver, kan du deltage i certificerings modulet, og blive certificeret underviser i syning på aftenskoleniveau.

Du kan tilmelde dig et modul ad gangen eller flere moduler på samme tid. Betaling sker inden det pågældende modul starter. Tilmelding og betaling foregår på det enkelt modul, så de planlagte moduler under Tekstil

Uddannelsesforløbet er planlagt og udbudt i et samarbejde med Annette Bonavent og Rasmus Seidlitz

PRAKTISK INFORMATION: 

TID OG TILMELDING
Se de enkelte moduler under kategorien Tekstil
Tilmelding sker ved de enkelte moduler.

Undervisningen ligger altid i en weekend, hvor der undervises:
Fredag kl.  18-21
Lørdag kl.  8.30-18
Søndag kl. 8.30-16.  
I de 20 timer er indregnet pauser, som aftales med underviseren på hvert modul.

STED: 
Undervisningen foregår på Kulturmaskinen i Odense på alle moduler. 
Adressen er: Farvergården 7, 5000 Odense C.

MAD: 
Du skal selv sørge for forplejning i løbet af kurset. Medbringer du mad er der mulighed for at opbevare det i køleskab.
Eller du kan gå ud i byen og købe frokost. Fora står for kaffe, te og lidt frugt i løbet af dagen. 

Du står selv for overnatning i forbindelse med de moduler, du deltager i.
Der findes en liste her på fagkursus.dk med forslag til overnatning ved nogle af undervisningsstederne.

KONTAKT


Fora Fagkursus
Gammel Kongevej 39G, 1.
1610 København V

Telefon: 33 93 00 96

Mail: [email protected]

Telefontid: mandag - fredag: 9.00 - 15.00