Træ- & metalarbejde

Træ
Træ vokser naturligt over stort set hele kloden og har været anvendt som byggemateriale i flere tusind år. En af træets gode egenskaber er at det kan bruges til mange forskellige opgaver. Træ er desuden lettilgængeligt og nemt at skille sig af med.

Da træ fra naturens side naturligvis ikke vokser efter normer og standarder eller til bestemte opgaver træet skal anvendes til, er det nødvendigt at sortere det i forskellige klasser. Træ varierer ekstremt meget. Ikke kun mellem forskellige sorter, men også inden for samme sort kan der være tale om store forskelle i udseende og egenskaber. Det skyldes vækstbetingelser - hvor har det enkelte træ vokset, hvor meget sol og vand har det fået osv.
Træ sorteres oftest, når det kommer ind på savværket, men i nogle tilfælde sker det allerede ude i skoven. Træet handles både som savet træ og som høvlet træ. Det høvlede træ er det fineste. Savet træ har en ru overflade fra rundsav eller båndsav, hvorimod det høvlede træ er glat og blankt efter høvling på maskine. Høvlet træ er normalt rettet, så egentlige skævheder er høvlet bort.

Trædrejning
Trædrejning er håndværk, hvor der primært fremstilles runde og cylinderformede genstande på en drejebænk, der er en maskine, som drejer arbejdsemnet rundt, mens trædrejeren med et skarpt drejestål bearbejder træet til den ønskede form.

Trædrejning er kendt gennem årtusinder, men også andre materialer kan i vore dage drejes, først og fremmest metaller, hvilket i industrien sker på automatisk styrede maskiner, CNC-maskiner. Håndværkeren kan også arbejde med metallet på særlige drejebænke.

Trædrejning er mindst 5000 år gammelt, trægenstande fra den ægyptiske stenalder. Det ældste overleverede billede af en trædrejebænk er fra en ægyptisk grav fra ca. 300 f.Kr. Fra middelalderen er der god dokumentation for trædrejebænke. Den ældste kendte konstruktion af en trædrejebænk, hvor emnet drejede i kun én retning, er foretaget af Leonardo da Vinci for mere end 500 år siden. Denne drejebænk har et stort svinghjul, en krumtap og en pedal.

Billedskæring
Billedskærerens arbejde ligner til forveksling snedkerens, men er det langtfra, idet han først og fremmest former træet og ikke på samme måde samler og tilpasser. Mens snedkere og tømrere former med økse, sav og høvl, så anvender billedskæreren først og fremmest sine utallige jern, der i antal kan nå op på et par hundrede. Billedskæring er et håndværk, men betegner også den teknik, der benyttes, når man fremstiller skulpturer, relieffer eller ornamentudsmykning i træ, elfenben eller andre bløde materialer, som er lette at snitte og skære i.

I alle kulturer fra forhistorisk tid til i dag er disse materialer blevet anvendt til billedfremstilling.
I vikingetiden blev billedskæring bl.a. benyttet ved udformningen af skibsstævne, og i middelalderen fik billedskæring et nyt opsving ved kirkernes kunstneriske udsmykning. Højdepunktet var gotikkens udskårne altertavler. I 1800-tallet blev billedskæring dyrket som en slags husflid mange steder. I de skandinaviske lande var almuekunsten eksempelvis en udtryksform med rødder tilbage til vikingetiden.
Billedskæring har til alle tider været brugt som udtryksmiddel for kunstnere og er i vor tid stadig brugt til mere skulpturelle emner og til historiske opgaver.

Karvsnit
Karvsnit/karvskæring er en særlig måde at dekorere trægenstande på, hvor man med en kniv skærer let fordybede snit, der danner forskellige mønstre, for det meste geometriske; mest kendt er den seksbladede roset. Karvesnit kendes fra oldtiden. I Norden var dekorationsformen meget brugt i middelalderen i 1000-1300-t. Senere anvendtes karvesnit i stor stil inden for folkekunsten som dekoration på brugsting og møbler. Metoden vandt stor udbredelse inden for husflidsbevægelsen fra slutningen af 1800-t.